
Sådan skriver Kai Kjær-Hansen, formanden for den danske Lausanne-gruppe, i sit bidrag til konferencen i Manila, der samlede over 3.000 kristne ledere fra omkring 170 lande. Han har ladet sig udfordre af nogle temaer fra Lausanne II i Manila og giver udfordringen videre i dansk sammenhæng.
John Stotts første bibeltime over Romerbrevet er gengivet i dansk oversættelse.
I bogen giver også nogle af de andre danske deltagere glimt fra den store evangelisationskonference på Filippinerne.
Endelig – men ikke mindst – findes den danske gengivelse af Manila-manifestet, som anbefales alle til nærmere studium. Kaldet til mission og evangelisation lyder her stærkt.
Bogen kan bruges i studiekredse. Den giver stof til eftertanke, inspiration og selvransagelse.

Om Kai Kjær-Hansens bog udtaler dr. theol. Axel Torm, som i et langt liv har beskæftiget sig med forholdet mellem jødedom og kristendom:
“Jeg er dybt imponeret over den grundighed, hvormed der er gået til værks. Det er på høje tid, at der kommer en dybtgående undersøgelse af Rabinowitschs teologi og den messianske menigheds historie. Fremstillingen er så nøgtern og velbegrundet, at den må kendes af mange.”
Om sig selv sagde Rabinowitsch i 1888: “Jeg har to emner, jeg er optaget af: den ene er Jesus Kristus, og det andet er Israel.”
Bogen giver et indblik i den nyere jødekristendoms historie og forøger interessen for vor egen tids kristne jøder.



Om Kai Kjær-Hansens personlige motiver for at beskæftige sig med Jesus-navnet skriver han bl.a. (fra introduktionen):
“1) Som dansk præst i Jerusalem i årene 1976-1978 forsøgte jeg at læse mig ind på den nyere tids jødiske Jesus-forskning. Min opmærksomhed blev da fanget af forskellige derogative epiteter, som tidligere i forskellige jødiske sammenhænge er blevet anvendt om Jesus, enten i forbindelse med Jesus-navnet eller som substitut herfor. I kombination med en interesse for den nytestamentlige kristologi blev opmærksomheden rettet mod Jesus-navnet som sådant i en jødisk og hebraisk kontekst.
2) I samtaler og prædikener på ivrit måtte et valg foretages mellem Jeshu og Jeshua. Den førstnævnte form havde jeg vænnet mig til gennem ulpanstudier samt forelæsninger på det Hebraiske Universitet i Jerusalem. Den sidstnævnte form mødte jeg i kristne ivrittalende menighedssammenhænge.
3) En oplevelse ved Vestmuren i efteråret 1976 øgede nysgerrigheden for problemet. Her var jeg vidne til en person med amerikansk accent og påklædt som en “Johannes Døber” i heftig diskussion med nogle ortodokse jøder om Jesus. Samtidig med at denne person kunne spytte – og også gjorde det – når han på engelsk sagde “Jesus”, for kredsen omkring de diskuterende fandt ud af, hvad den pågældende person i øvrigt mente om denne Jeshua, bortset fra at han lagde afgørende vægt på forskellen mellem den engelske og den hebraiske navneform.”


3 milliarder mennesker – eller to tredjedele af verdens samlede befolkning – har aldrig hørt om Jesus. Disse mange mennesker forsøgte konsultationen at gruppere i stedet for at behandle dem som en forskelsløs masse. Af jordens milliard-hav udgør jøderne en del, nemlig omkring 14 millioner.
I denne pjece bringes ordlyden af dokumentet “Kristent vidnesbyrd over for det jødiske folk”, som var et af de dokumenter, der blev udarbejdet i Thailand. Pjecen rummer også en introduktion skrevet af lærer ved Menighedsfakultetet, Kai Kjær-Hansen, der deltog i konferencen i Thailand. Pjecen har desuden en studieplan, der gør den velegnet til brug i studiegrupper. Pjecen rejser en mængde spørgsmål, der vil føles vedkommende for enhver, der arbejder med at bringe et kristent vidnesbyrd til andre mennesker – hjemme og ude. Den vil ægge til modsigelse og til overvejelse af egne standpunkter og arbejdsområder. Den vil netop være et kald til at bringe et kristent vidnesbyrd til alle mennesker.







